Rumcenter: 1 mio. sol-drevne SpaceX satellitdatacentre

SpaceX har ifølge en ny føderal ansøgning sat sig for at få godkendt opsendelsen af op til 1 million solcelledrevne satellitter, der ikke “bare” leverer internet, men også skal fungere som flyvende datacentre. Ja, du læste rigtigt: datacentre. I rummet. Skaleret til et tal, der ellers mest bruges i science fiction og i PowerPoints, hvor ordet “synergi” trives.

Filing’en går endnu et niveau op på ambitionsstigen og beskriver projektet som “a first step towards becoming a Kardashev II-level civilization — one that can harness the Sun’s full power.” Det er den slags formulering, der får enhver regulator til at række ud efter både kaffe og rød pen: Når man starter med “første skridt”, men slutter med “høste hele Solens kraft”, så er det sjældent, fordi man planlægger en beskeden pilot i lav jordbane.

Datacentre uden jord: hvorfor overhovedet?

Ideen om compute i kredsløb handler i bund og grund om at flytte noget af internettets tunge maskinrum tættere på “linjen”, bare uden at bygge endnu en hal af stål og beton. I klassisk edge computing-logik kan databehandling tæt på brugeren reducere latency og aflaste backbone. Men rummet er en… speciel slags “edge”. Du slipper for lokale elpriser, men får til gengæld stråling, termiske udsving og en ret kompleks logistik, når noget går i stykker.

Alligevel er timingen ikke tilfældig. I en verden hvor alt fra iPhone-fotos til iCloud-backup, private relays, AI-assistenter og endeløse video-feeds presser compute-behovet op, er “compute hvor energien er” en fristende tanke. Solen i rummet skinner stabilt (næsten), og solpaneler kan i teorien levere strøm uden at konkurrere med jordens elnet. I praksis skal energien omsættes til beregning og radio-udsendelse med effektivitet, varmeafledning og pålidelighed, der tåler år i vakuum.

Regulatorisk maraton: 1 million satellitter er ikke bare et tal

At få en sådan megakonstellation godkendt er ikke kun en teknisk opgave; det er et politisk og regulatorisk maraton. Frekvenskoordination, interferens, kollisionsrisiko og deorbit-planer bliver hurtigt det, der afgør, om projektet bliver “den næste infrastruktur” eller “den næste høring”. Efterhånden som kredsløb bliver mere trafikfyldte, bliver ansvarlighed ikke en brochure-sætning, men en forudsætning for overhovedet at få lov til at lege med.

Der er også en offentlig dimension: Lysforurening, astronomi og rumskrot er allerede ømme punkter for megakonstellationer. Og mens SpaceX i dag har stor erfaring med masseproduktion og opsendelser, er 1 million en størrelsesorden, der “spiser” både produktionskapacitet og opsendelsesvinduer. Selv med genanvendelige raketter bliver det en industri, ikke bare et program.

Den skjulte flaskehals: varme og netværk

Datacentre på Jorden kæmper primært med strøm og køling. I rummet bliver køling nærmest en religionskrig i fysik: Du kan ikke bare blæse luft gennem en køleribbe, når der ikke er luft. Varme skal ud via stråling, hvilket betyder store radiatorflader, materialer der holder, og et design der fungerer, mens computeren går fra sol til skygge i hurtige cykler. Og jo mere compute, jo mere varme. Det lyder banalt, men det er ofte her, de smarte slides møder den hårde virkelighed.

Dernæst netværket. Flying compute giver ingen værdi, hvis data ikke kan ind og ud effektivt. Det kræver højkapacitets crosslinks, robust routing og en arkitektur, der kan håndtere udfald uden at forvandle hele konstellationen til en laggy demo. Det er netop den type infrastruktur, hvor man pludselig får respekt for, hvorfor macOS og iOS bruger så meget energi på resiliente netværkslag og sikker transport—og hvorfor “det virker bare” sjældent er gratis.

Min vurdering er...

Min vurdering er, at SpaceX’ ansøgning er lige dele teknisk vision og strategisk positionering. “Kardashev II” er en stor og ret teatralsk ramme—men den fungerer også som signal til investorer, regulatorer og konkurrenter: SpaceX vil ikke kun være transportør af bits; de vil eje compute-laget i rummet. Det mest interessante her er faktisk ikke tallet 1 million i sig selv, men om SpaceX kan få myndighederne (og resten af industrien) til at acceptere præmissen: at vi snart betragter kredsløb som en legitim udvidelse af cloud-infrastruktur, på linje med jordbaserede regioner.

Hvis det lykkes, kan det ændre, hvordan vi tænker både netværk og databehandling—og i sidste ende hvordan alt fra Apple Silicon-optimerede klienter til Safari-browsing og FaceTime-opkald føles, når “nærmeste server” måske ikke står i et datacenter i Irland, men flyver over dig. En del af mig elsker idéen. En anden del vil gerne se varmebudgettet, før jeg klapper.

Hvad betyder det for Apple-brugere (og resten af os)?

På kort sigt: sandsynligvis ingenting—udover flere overskrifter, flere høringer og flere PDF’er med store tal. På længere sigt kan globale satellitnet med onboard compute ændre prisen på båndbredde og tilgængeligheden af tjenester i områder, hvor fiber aldrig bliver andet end en drøm. Det kan også blive en ny ryggrad for IoT, offline-first apps og tjenester, der i dag er centraliseret i klassiske cloud-regioner.

Men det åbner også for de klassiske spørgsmål om privacy, datasuverænitet og kontrol. Hvis compute i rummet bliver en slags global “mellemstation”, bliver kryptering, identitet og device-sikkerhed endnu vigtigere. Her er Apples fokus på Secure Enclave, Keychain, Find My-netværk og end-to-end et godt udgangspunkt—men infrastrukturen omkring enhederne er stadig et økosystem, hvor spillereglerne kan ændre sig, når nye spillere flytter serverracket ud af atmosfæren.

Vil du følge flere historier om rum-infrastruktur og tech, der presser grænserne for netværk og compute, så hold øje med We❤️Apple. Og hvis du er nysgerrig på netværkssikkerhed og privatliv i praksis, har vi også løbende dækning af privacy-nyheder.

Indtil videre er SpaceX’ plan mest af alt en påmindelse om, at “cloud” ikke længere handler om, hvor serveren står—men om hvem der får lov til at bygge himlen om til et datacenter.

Kilde: TechCrunch (SpaceX’ føderale ansøgning omtalt 31. januar 2026).