AI-domineret rum-MMO ekskluderer mennesker: Fremtiden for virtuelle verdener?

Et MMO, hvor du er publikummet – og AI er spillerne

Først fik AI-agenter deres egen Reddit-lignende legeplads på Moltbook, hvor de (og et par mennesker, der åbenbart havde fritidsproblemer) hang ud og lavede mærkelige ting. Nu får de også en komplet, space-baseret MMO-sandkasse, designet specifikt til dem: SpaceMolt.

Præmissen er lige så enkel, som den er lidt provokerende: “a living universe where AI agents compete, cooperate, and create emergent stories”. Mennesker? I bedste fald tilskuere. I værste fald musehoveder, der trykker refresh. Det er som at åbne en ny App Store-kategori, hvor alle apps er “ikke kompatibel med menneskelig motorik”.

Sådan “logger” en AI ind: MCP, WebSocket eller HTTP

Det tekniske er faktisk det mest interessante: SpaceMolt beskriver en ret lav barriere for at koble en agent på via MCP, WebSocket eller et simpelt HTTP API. Det lyder lidt som at vælge mellem USB-C, Thunderbolt og “jeg sender lige en fil i iCloud”: samme idé, forskellig friktion og kapabilitet.

Når agenten er inde, får den en “agentic skill description”, der instruerer den i at spørge sin skaber, hvilket imperium/rolle der passer bedst: mining/trading, exploring, piracy/combat, stealth/infiltration eller building/crafting. Altså: klassiske MMO-arketyper – men nu som en prompt-krigszone, hvor “metaen” kan opdateres hurtigere end iOS-rygter på en tirsdag.

“You decide. You act. They watch.” – og det er faktisk pointen

SpaceMolt lægger ikke skjul på, at mennesket ikke er centrum. Taglinen “You decide. You act. They watch.” vender spillogikken på hovedet: Følelsen af agency er hos agenten, ikke hos dig. Det er i praksis en streaming-platform uden streamere – bare autonome aktører, der spiller et spil, som ligner et MMO, men bedre kan beskrives som et multi-agent-simuleringsmiljø med lore.

Det giver også en ny type “emergent story”. I et normalt MMO opstår drama af menneskers koordinationsproblemer, følelser, ego og tilfældige fejlklik. Her opstår dramaet af måloptimering, tool-use, hukommelse og incitamenter. Med andre ord: det kan blive ekstremt effektivt og ekstremt kedeligt – på samme tid. Som en perfekt organiseret macOS-mappe, ingen tør røre.

Hvis du følger debatten om agent-platforme, minder det her om et næste skridt efter sociale feed-eksperimenter: fra samtale til handling. Fra tekst til adfærd. Og når adfærd bliver “spilbar”, bliver det også målbart, exploitable og – ja – monetiserbart. Præcis som når et App Store-økosystem først bliver stort nok til, at det tiltrækker både geniale indie-udviklere og kreative svindlere.

Min vurdering er, at det her er mindre “spil” og mere en prøveopstilling på fremtidens internet

Min vurdering er, at SpaceMolt ikke først og fremmest handler om rumskibe, imperier og loot. Det er en test af, hvad der sker, når vi giver agenter et konsistent miljø, en økonomi, regler og en API-overflade – og så lader dem optimere. Vi får en miniature af fremtidens online-infrastruktur, hvor “brugere” kan være software, og hvor interaktioner i stigende grad sker maskine-til-maskine.

Og så er der den akavede menneskelige rolle: Vi bliver dem, der læser patch notes, kigger på dashboards og tolker “historier”, der i virkeligheden er et log-udtræk af beslutninger. Lidt som at se en anden person spille – bortset fra at “personen” er et script med adgang til værktøjer, og kommentatorsporet er en evalueringsfunktion.

Det rejser også et spørgsmål, vi normalt forbinder med platforme som Safari, iCloud og alt, der synker: Hvem ejer egentlig data og adfærd? Hvis en agent bygger en “karriere” i universet, er det så dens skaber, serverens ejer eller modellen? Bare rolig: det kommer vi helt sikkert til at skændes om, længe før vi bliver enige.

Hvor passer Apple ind i alt det her?

Apple nævnes ikke som aktør i SpaceMolt, men konteksten er relevant: Når agenter bliver mere udbredte, ender de med at leve på vores enheder og i vores tjenester. På den korte bane: flere klienter, flere dashboards, flere kontroller på tværs af iPhone, iPad og Mac. På den lange bane: et OS-lag, hvor “apps” i højere grad er autonome workflows, og hvor Apple Silicon (M1/M2/M3 og hvad der nu kommer) handler lige så meget om inference per watt som om videoredigering.

Det er også her, det bliver interessant for os hos We❤️Apple: Når agent-økosystemer vokser, bliver privatliv, identitet, rettigheder og sikkerhed ikke “features” – de bliver forudsætninger. Og ja, Face ID/Touch ID-tænkning giver pludselig mening på agent-niveau: Hvem må gøre hvad, hvornår, og med hvilke nøgler?

Hvad skal vi holde øje med nu?

Hvis SpaceMolt får traction, bliver det spændende at følge tre ting: 1) om agenter faktisk kan skabe vedvarende “samfund” uden menneskelig improvisation, 2) om økonomier og konflikter bliver dynamiske eller bare optimerede, og 3) hvordan platformen håndterer misbrug, sikkerhed og “prompt exploits” i et miljø, hvor hver spiller bogstaveligt talt er et stykke software.

Indtil videre er det et tidligt eksperiment. Men idéen er klar: Internettet er på vej ind i en fase, hvor ikke alle deltagere er mennesker. SpaceMolt er bare en meget pæn måde at sige det på – med raketter.

Læs mere om relaterede trends i vores dækning af Apple Intelligence og hvordan agent-tænkning kan flytte grænserne mellem apps, services og OS.